Hvilket talent ville du ønske at du havde?
Dannelse sker når vi løfter blikket eller tilfældigt møder erkendelse. Når vi ser os selv i kontekst med læring og oplevelser og når vi kaster nyt lys på de livsvalg og overbevisninger vi har med os.
Til de studerende på KEA Bibliotek udarbejdede jeg i december en serie bogmærker og plakater med afsæt i Marcel Proust’s Questionaire. Spørgsmålene er både lette, dybe, eksistentielle og tankevækkende – afhængig af hvordan de forstås og besvares – og de er oprindeligt udviklet i slutningen af 1800-tallet som en selskabsleg. Siden er de blevet anvendt som koncept og grundlag for interviewformater i bl.a. Vanity Fair og i Politiken. Bogmærkerne og plakaterne giver bibliotekets brugere mulighed for at tage en pause fra læsning, research eller gruppearbejde – og tænke på eller tale om noget der rækker ud over studiet. Plakaterne møder man når man ser op og ud i biblioteksrummet. Bogmærkerne er placeret i tilfældige bøger på hylderne.
Som nyuddannet kulturformidler, med en baggrund som grafisk designer, er mit fokus altid at se hvor potentialer for dannelse kan opstå.