Et lyriklæsefællesskab for unge.
I udviklingen af instagram-kampagnen Ung dansk prosa for Biblioteket Frederiksberg indsamlede jeg ni digtsamlinger udgivet i 2022, alle af forfattere under 30 år.
De unge digtere skriver om klima, natur, køn, moderskab, corona-isolation, kriminalitet, etnicitet, fremmedgørelse og sårbarhed. Digtene er rørende, tankevækkende og voldsomme. Politiske og personlige. Og så er de nye.
På den baggrund tog jeg initiativ til et læsefællesskab for unge (18-25 år) på biblioteket. Fire udvalgte digtere, fire sene eftermiddage i marts og april. Formen er inkluderende og præstationsløs, fri for analyse eller undervisning, men fuld af samtale og inspiration.
Digteren læser op fra sin bog og svarer på spørgsmål fra læserne, om digtene, om skriveproces, om udgivelsesproces etc. Derudover hører læserne lidt fra og om en bog, der har inspireret digteren i sin skrivepraksis.