Som en del af mit kandidatfag på IT-Universitetet har jeg skrevet logbog over mit medieforbrug. Opgaven var her at være offline i et døgn. Det kunne jeg – næsten.
Lørdag 4.3. kl.12.00 – Søndag 5.3. kl. 11.00
Inden jeg lægger min telefon fra mig for det næste døgns tid, sender jeg en tak-for-sidst-sms til venner jeg så aftenen før. Jeg sender penge via MobilePay og tager en sidste dosis af mine drugs; Facebook, Instagram og Politiken, inden jeg lægger telefonen væk og tager til en familiefødselsdag.
Da jeg kommer tilbage til min lejlighed er der masser af politi og omkring 15-20 patruljevogne ved Nørrebro station. Hvad sker der? I dag kan jeg vælge at gå på gade og spørge folk – eller give slip på trangen til altid at ville vide alting. Hvis jeg var blevet en halv time længere til fødselsdagen havde jeg aldrig vidst noget om denne politiaktion.
Jeg går en lang tur med min kæreste – uden min telefon. Jeg kan ikke søge information når jeg kommer i tanke om noget jeg vil vide mere om. Jeg kan tvivle og undre mig. Det er faktisk rart at der ikke kan findes svar på alting.
Om aftenen ser jeg et par afsnit af en HBO-serie på computeren. Jeg bliver enig med mig selv om at det ikke en synd på denne kur. Tilgengæld har jeg slet ikke tjekket sms’er eller mails. Jeg kommer i tanke om at jeg ikke har meddelt mine omgivelser om min askese. Tænker at folk vil ringe til mig, hvis de virkelig vil sige mig noget.
Jeg savner mærkeligt nok slet ikke mine rutinerede nyhedsupdates.
Jeg vågner tidligt. Et par timer senere tjekker jeg sms og mail. Jeg er ikke gået glip af noget vigtigt.
Jeg har nydt døgnet uden opdateringer og besluttet at jeg vil slette min Facebook-app på telefonen. Når jeg arbejder alene til dagligt bruger jeg mediet som et kort møde ved kaffemaskinen. En social pause med overfladisk input. Det vil jeg blive ved med, men kun på computeren, og som en bevidst, aktiv handling.